Jeg var, som mange andre der arbejdede på Grønland taget derop p.g.a. økonomiske problemer. Jeg havde selv været ude for en konkurs og måtte finde en mulighed for at betale min gæld. 

Jeg kontaktede ”ISS”, som dengang havde servicekontrakt med det dansk-canadiske selskab ”Greenex”, der drev bly og zinkminen ”Den Sorte Engel” i Maarmorilik i Qaamarujuk fjorden der ligger i nordvestgrønland, 600 km nord for polarcirklen. 

Jeg blev kaldt til samtale hos en Birthe Alsted i firmaets hovedkontor på Rentemestervej i København, og vi blev enige om, at jeg skulle afsted den følgende fredag allerede.

Det medførte flere ændringer i min planlægning, dels skulle jeg sige farvel til til gymnasiet, hvor den afsluttende eksamen ellers stod for døren, dels skulle jeg have aflyst min 30-års fødselsdag den følgende lørdag, der var sørme lagt op til store forandringer.

Turen derop

Vi fik afleveret vores bagage i ”Check-in”, og gik så i det der dengang hed ”Hammers Bar” og fik en Gammel Dansk. Gosch-Andersen forklarede, at det var her i denne bar man som regel mødtes, inden man skulle ombord i flyet til Søndre Strømfjord.

Omkring kl. 11:00 blev vi kaldt ud til flyet, SAS SK-921 til Sdr. Strømfjord, vi gik ombord og indtog vore pladser og ca. 11:30 lettede vi fra Kastrup.

Der er den lille pudsighed, at flyvetiden til Sdr. Strømfjord er ca. 4 timer - og Grønland er fire timer bagud i forhold til Danmark, så vi landede i Sdr. Strømfjord kl. ca. 11:30 lokal tid, så det døgn blev pludselig forlænget til 28 timer.

En anderledes oplevelse:

Jeg erindrer stadig den fornemmelse jeg fik i næsen da kabinedøren i flyet blev åbnet, på en brøkdel af et sekund frøs min næse til is. 
Der var omkring 50 minusgrader udenfor, og for ganske kort tid siden havde vi forladt et diset og rimeligt mildt vintervejr i Danmark. Det var en underlig fornemmelse.

Vel ankommet til Sdr. Strømfjord fik vi at vide, at vi ikke kom videre den dag da helikopteren var fløjet, den skulle nå frem til Maarmorilik inden mørkets frembrud. 

Om vinteren var der kun lyst nok til at man kunne lande ca. 1 - 1½ time omkring middagstid, Maarmorilik ligger jo et godt stykke nord for polarcirklen, man var underlagt polarnatten, d.v.s. at der stort set var mørkt døgnet rundt.
Det var lige omvendt i sommerhalvåret. Et par måneder stod solen på himlen hele døgnet rundt, så der var dagslys alle døgnets 24 timer, og det var kun solens placering på himlen og datoen på ens ur, der fortalte om det var dag eller nat. 
Det er det man herhjemme kalder midnatssol.

Sdr. Strømfjord

Vi blev installeret på et værelse på ”Arctic Hotel” på den amerikanske base, derefter så vi os lidt omkring og ved spisetid gik vi i "NCO-Clubben", et kendt sted blandt danskere der rejste på Grønland dengang.

Jeg kan ikke huske menuen, men jeg kan huske, at det var første gang jeg fik bagte kartofler.

Bagte kartofler var ikke rigtigt slået an herhjemme endnu, men det var en dejlig oplevelse. Vi fik kartoflerne serveret, og ved siden af fik vi en glasskål med isvand og smørskiver, - en idé jeg i øvrigt stadigvæk bruger når jeg har gæster.

Senere gik vi i biografen, det var en oplevelse i sig selv. Filmen startede med den danske nationalmelodi og et smældende dannebrog på lærredet og derefter den amerikanske nationalmelodi og det amerikanske flag Stars and Stripes.

Alle rejste sig op under nationalmelodierne, senere fik jeg at vide, at hvis nogen blev siddende, så blev de arresteret af det amerikanske militærpoliti, der var ikke plads til demonstrationer dér, om det er korrekt ved jeg ikke - jeg havde ikke den fjerneste lyst til at undersøge det nærmere. 

Lørdag morgen pakkede vi vores kufferter, spiste morgenmad og kørte over til det store hotel i Sdr. Strømfjord på den anden side af landingsbanen og ventede på vores helikopter.
Vi blev modtaget af Greenex kontaktmand H. C. Skau – i daglig tale blot "HC".

Omkring kl. 10:30 landede en helikopter "Sikorsky S58" og rullede op foran afgangshallen, vi fik lige lejlighed til at hilse på vores pilot og hans 2. pilot.

Nu var der 4 flyvetimer forude op langs den grønlandske vestkyst. 
Der ville blive en kort mellemlanding i Jakobshavn - Ilulissat –  et par timers flyvetid fremme.

Det var en betagende oplevelse at sidde der og kigge ud på den fantastiske natur fra en helikopter.

Kig ud af helikoptervinduet	Et kig mere
Sådan så helikopteren ud indeni, her er det sommer, om vinteren var parcacoat obligatorisk under rejser med helikopter	Her er det såmænd min mor på vej til Maarmorilik på besøg

Det at sidde i en helikopter er en oplevelse i sig selv, men når man så tillige kan sidde og se et eventyrligt landskab som det grønlandske, -  jamen det er noget man simpelthen må opleve selv for at forstå det, det er bare storslået.
Jeg forstår godt, at grønlænderne kalder deres land for "Kaallalit Nunaat" – det betyder menneskenes land.

Selv om naturen deroppe umiddelbar er ugæstfri, så er der noget helt særligt over den som betager én. 
For folk som én gang har været på Grønland, tror jeg altid at det gælder, at øen har en kæmpe plads i vores hjerter resten af livet, sådan har jeg det i hvert fald. 
Jeg vil altid savne det deroppe, både landet og de mange dejlige mennesker jeg lærte at kende i de år, både lokale og mange andre nationaliteter.


Jakobshavn ( på grønlandsk: "Ilulissat" som betyder: "Isfjeldene" )
 

Jeg mindedes også en af min bardoms legekammerater, John Maaløe Nielsen, som ulykkeligvis omkom heroppe, da han sejlede med en coaster ”Hanne S” af Svendborg 16 år tidligere, den gik ned med mand og mus.

Når man ser billederne herunder, kan man sagtens fornemme at et sådant uhyre let kan sænke selv et enormt stort  skib, som det skete i begyndelsen af forrige århundrede med ”Titannic” eller vores egen "Hans Hedtoft" der sank ved Kap Farvel i Januar 1959 på sin jomfrurejse.

Desværre var det på det tidspunkt sådan, at man som dansker ikke var lige velset overalt, så jeg sørgede for at være tilbage på hotellet inden mørket sænkede sig over byen, hvilket var ret tidligt på dagen, man er jo højt nordpå i forhold til Danmark. 

Vi blev beværtet med en fremragende middag, jeg husker endnu, at det var første gang jeg smagte hvalbøf, det smagte pragtfuldt og vi fik en god rødvin til.

På hotellet mødte jeg en gut der hed Poul, kaldet ”Poul Elektriker”, ham havde jeg mødt derhjemme tidligere, hvor han besøgte Henning, som arbejdede i vaskeriet i Maarmorilik. 
Nærmere forklaring på hvem Henning er følger i omtalen af vaskeriet længere nede på siden.

Poul mente at vide, at det var tæt på min fødselsdag, og gået nærmere på klingen, måtte jeg indrømme at det faktisk var min 30 års fødselsdag netop denne dag.

Så kan det nok være der blev festet, med Poul, hans grønlandske veninde Sarah, Gosch-Andersen samt nogle søde grønlændere Poul og Sarah kendte, der sluttede sig til vores selskab. 
Det var en uforglemmelig aften, jeg kunne bestemt ikke have fået en bedre fødselsdag herhjemme, det eneste der manglede var faktisk kun min familie.

Det var mættet med indtryk jeg gik til ro den aften, og med en kæmpe forventning til hvad morgendagen ville bringe af oplevelser.

Marmorilik  

Kortet herunder viser bygninger, veje og andet og hvordan tingene var beliggende i  Marmorilik i 1979:

Næste formiddag fløj vi videre, op over den omtalte halvø Nuussuaq, vi fløj helt nede mellem fjeldene, ind imellem betænkelig tæt på klippevæggene mente jeg nok.  Nå,  men vores piloter har åbenbart haft styr på det med afstanden, vi kom da over halvøen og havde et kort stop i Uummannaq før vi fløj videre. Vi fløj et stykke tid mellem nogle høje fjelde og pludselig prikker Gosh-Andersen mig på skulderen og peger fremad til højre: ”Der fremme på den spids der rager ud i fjorden, ligger Maarmorilik.  Helikopteren svingede til højre ind over heliporten og piloten satte maskinen ned på jorden.  Døren til kabinen blev åbnet udefra af en fyr som jeg senere kom til at kende som ”Børge-heliport” og vi hoppede ud af maskinen.  Det var en underlig fornemmelse at stå der, nærmest så langt fra den verden man kendte,  som man overhovedet kunne komme.  Der stod forskellige mennesker og tog imod én, bl.a. Ingolf Christiansen, Greenex' personalechef. Vore kufferter blev læsset på en bil, en gammel grå VW-transporter, senere fik vi røde Toyota firehjulstrækkere.  Jeg gik med Ingolf over på kontoret – "administrationen" – og fik her lejlighed til at hilse på bjergværkschefen Arne Gottlieb fik et kort nik fra administrationschefen Jørgen Graversen, i det daglige blot omtalt som "JG" eller "Stoneface" - og fik ordnet det jeg skulle af papirarbejde.

Hvis man kigger godt efter kan man se fra Jakobshavn til Maarmorilik på kortet

Vaskeriet

Messen

Så var vi en tur i messen. 

Den var i princippet åbent hele dagen, så vi satte os og fik en kop kaffe, og jeg fik forklaret hvordan messen fungerede.

Der var morgenmad fra klokken seks om morgenen, rugbrød, franskbrød, rundstykker al slags pålæg, man kunne få spejlæg og bacon eller skinke, blødkogte æg, røræg og varm mad hvis man skulle ønske det, der var te, kaffe, juice og hvad man kunne tænke sig.

Vi fik også hilst på et par af mine fremtidige kolleger i ISS, blandt andet Martin Michelsen, som i dag mere end tredive år efter, stadig er en af mine nære venner.

Fra klokken 11 til 13 var messen igen åben for alle der var på daghold, der var alt hvad hjertet kunne begære af koldt og lunt på store fade. 
Der var store skåle med friske rejer, alle salgs salater, ærter, majs, agurkesalat o.s.v. 
Jeg har engang talt skålene på et hverdagsbord, der stod ikke mindre end 47 på det lange tag-selv-bord.

Kl. 15 til 19 var der igen åbent for varm mad, man hentede den ved serveringsskranken – "linen" – og der var igen alverdens slags pålæg på bordet for dem som skulle på natarbejde.

Kl. 20 blev der som regel vist film i messen, dog var tirsdagene forbeholdt banko, hvor der var gode præmier.

Det var også i messen der blev holdt større arrangementer, såsom jule- /påske- / og pinsearrangementer og meget andet. 
Al forplejning var naturligvis ganske gratis for de som arbejdede i Maarmorilik og det var det samme for de mennesker der besøgte stedet.

 Gamle Rec-Hall  (rec=recreation)

Efter besøget i messen gik turen over til ”Den gamle Rec-Hall” overfor. 

Herinde var bl.a. Maarmoriliks posthus styret af Dennis. Her kunne man hente sin post når der havde været helikopter. 

Der var også vores lokale købmand, Svend, som havde et glimrende udvalg af vore daglige fornødenheder – bl.a. et udvalg af sæbe og shampoo’er der kunne forliges med det bløde vand, og så selvfølgelig et behørigt udvalg at tobak, øl og spiritus, - jeg husker endnu, at en flaske whisky af mærket "Canadian Club" kostede den formidable sum af 30 kr.

Vandet i Marmorilik blev lavet på vores eget elværk, det var helt blødt, og hvis ikke man havde sæbe med den rette PH-værdi, var det helt umuligt at skylle sæben af igen.
 

I den gamle Rec-Hall var der også et billardbord som næsten altid var i brug, det var oftest pool der blev spillet her. 

Ny Rec-Hall  

Derefter gik turen op ad en trappe til ”Den Nye Rec-Hall”.  Her var sauna og bad i forbindelse med et dejligt kondirum med en masse gode redskaber, samt en vægt man kunne veje sig på.  Desuden var der en avislæsesal hvor man kunne se alle de danske aviser, dem abonnerede Greenex på, og de lå til fri afbenyttelse for alle, så kunne man følge med i hvad der skete både i verden som helhed, men også lokalt hvor man kom fra. Endelig havde vi et mindre bibliotek hvor man kunne låne bøger med hjem og endelig var der mørkekammer med diverse udstyr. I den nye Rec-Hall holdt også vores egen private TV- og radiostation til.

Et kig i gymnastiksalen som den tog sig ud  dengang i 1970'erne

 På stationen udsendte man de danske TV-programmer, som på forhånd var blevet optaget på bånd derhjemme, og så siden blev sendt op til Maarmorilik, og man var såmænd også i stand til at producere egne programmer.
Man kunne så vælge at se fjernsyn i Rec Hall'ens TV-stue eller hjemme på værelset hos sig selv.

At udsendelserne kom med at par dages forsinkelse, gjorde bestemt ingenting for os der var der Maarmorilik, vi slugte alle nyhederne med begærlighed.

Nogle af de store musikhit på den tid var: Smokie med "Living Next Door To Alice", Baccara med "Yes Sir, I Can Boogie", Abba med "Fernando", Pussycat med "Missisippi", Bonnie Tyler med "I'ts A Heartache" og mange andre.

På TV var det store hit i Marmorilik ABBA's store TV-show "Made in Sweden", hvor de to piger Agneta og Annifried var klædt i deres "tigerdress". 

Baren

Møllen

Change House

Hoisten - bjergbanen

Efter kigget i Change-House så vi hoisten, hilste på Wildfred og Gerner som passede den på det tidspunkt.
Det var en bjergbane op til minen. Der var to små personalekabiner, med hvilke man kørte mandskabet op i minen.
For det meste blev der kørt to ture for at få alle bragt op, turen tog 4 – 5 minutter, den var godt og vel 1½ km lang.

Vi fik at vide, at banen var følsom overfor høje vindhastigheder – i daglig tale ”windspeed”. Når vindhastigheden kom over 55 km / timen, kunne man ikke køre med banen, det betød at folk ikke kunne komme ned fra minen, og selvfølgelig heller ikke op, så måtte man bare pænt vente på at vinden lagde sig igen.

Det er da sket at folk har været oppe i minen et par dage, men der var sørget for at der var mad på lager oppe i minen – de såkaldte nødrationer, d.v.s. dåsemad, drikkevarer, kiks og chokolade så man kunne overleve.

Når man havde windspeed, blev der ikke arbejdet i minen. Så sad man og ventede i et af minens mange lunch-room’s. 
Man kunne ikke risikere, at der skete en ulykke og at det var umuligt at få hjælp og få tilskadekomne ned. 
Man havde dog et udmærket  ”First-Aid” – førstehjælpslokale deroppe, hvis uheldet var ude, og alle i Maarmorilik havde førstehjælpskursus så hjælpen var til stede.

Wildfred fortalte, at når mandskabet var kørt op til et skift, så blev der sat en stor vandbeholder på i stedet for den ene kabine, og så blev der kørt saltvand op i minen. 
Saltvandet blev blandet i en stor beholder ved siden af hoisthuset 

Som jeg husker det, kom der 20-25 sække salt i hver blanding, det var temmelig koncentreret, men der blev brugt masser af vand til køling i minen. 
Da der var permafrost i bjerget året rundt, kunne der kun bruges meget stærkt saltvand så det ikke frøs til is.
Det store kvantum saltvand blev opbevaret i det vi kaldte ”sumpen” oppe i minen, der var et bestemt vandniveau der hele tiden skulle holdes, så man ikke risikerede at løbe tør for saltvand.

Til venstre for ”Hoist House” var der et lille stykke oppe på klippevæggen et hus, ja man følte sig nærmest hensat til Østrig eller Schweiz, over den måde huset var anbragt på klippevæggen.
Det var en hytte, der havde været beboet af en af dem der havde bygget de to bjergbaner i Maarmorilik, hans navn var Noldi, derfor hed bjerghytten aldrig andet end ”Noldi’s hus” eller "Sweizer-hytten". 
Huset kan ses på en af de to andre sider under knappen "Grønland".
Huset blev brugt en gang imellem, det kunne være mindre sammenkomster o.l. 

Længere oppe så man nogle nyere røde barakker, BH5 og BH6 (BH=BunkHouse) det var ”Staff-House” fik jeg at vide. 
Da jeg spurgte hvad det indebar, fik jeg at vide, at dér kunne man være heldig at komme til at bo, når man havde været tilstrækkelig længe i Maarmorilik. 
Deroppe var det ikke blot små værelser men små lejligheder, med eget toilet og bad og alt hvad dertil hører.

Flere år efter var jeg så selv en af dem, der fik en lejlighed i det der dengang hed BH 7 som blev bygget mens jeg var der, billeder herfra kan ses på siden under knappen "Grønland". 

Elværket

Nu gik vi videre ned og så på vores elværk. Det lå helt ud til fjorden, det var to kæmpestore dieselmaskiner der sørgede for energi- og vandforsyningen til minebyen. 
Et par af de ansatte fik jeg også hilst på, Thor  og Åge. 
Det første der slog mig var, at der var så utroligt rent overalt, gulvene var malet røde og alt skinnede fra gulv til maskiner. 

Bunk House 1

u var det så tiden at jeg skulle se, hvor jeg selv skulle bo i tiden fremover. Det var jeg spændt på, alt var jo så nyt for mig. 
Vi startede med at gå op ad bakken til den første af fire mandskabsbarakker, der stod på cementsøjler på klipperne - eller "mutterne" som vi sagde - de lå et stykke oppe af vejen ad vejen.
Vi kom op til barakken, en gråhvid bygning der stod på betonsøjler med en jerntrappe i gavlen, vi gik op ad trappen til stueetagen. 

Vi trådte ind i en mandskabsbarak, ind i en lang gang med døre på begge sider, faktisk var der 58 værelser på hver af de to etager + toiletter og bad.

Øgenavne

Nuvel hen ad vejen blev vi da integreret og accepteret i det lille samfund, man lærte de forskellige at kende, mange af dem faktisk kun ved deres øgenavne: ”Blondie”,  ”Hansen-Danmark”,  ”Svend-Tele”,  ”Nallergakken”,  ”Harry-powder-Riske”, ”Pianisten”,  ”Gottschalk”,  ”Fætter Guf”,  ”Den Stille Svensker”,  ”Morfar”,  ”Kiwi”,  ”Arne Glasøje”,  ”Lille Dorthe”,  ”Fru Nielsen” (- som var englænder og hed Gillian Wright, men det var der ingen der gad sige),  ”Den Røde”,  ”Sniger-Hans”,  ”Frank Smed”,  ”Bosse”,  ”Hakkemosen”,  "Ann Katrine" (det var en mand) "Holmeren",  ”Frank Alimak”, ”Jens Omvendt”, ”Børge Baluba”, ”Wilfred-Garaventa-Jensen”, "Sjoske", "Poul Hinkesten”, ”Præsidenten”, "B-52'eren", "Fut Larsen",  ”Niels Timekeeper”,  "Otto Kong Sløv",  "Børge Heliport",  "Grosse Wilhelm",  ”Sergentens Hund”,  "Stoneface",  ”Svend Købmand”,  "Egon Chivas",  ”Tupilakken”,  ”Arme og ben”,  ”Skrotten”,  ”Peter Balje”, ”Skrækkelige Olfert”,  ”Kaskelajen”, ”Fiesta-bageren”, ”Hundehvalpen”, ”muldvarpen” , ”Kænguruen” -  og et hav af andre morsomme øgenavne. 

Navnene havde selvsagt ofte forbindelse med enten folks arbejde, deres udseende, herkomst eller andet der kunne relatere sig til personen. 

Et par eksempler: ”Pianisten” opstod, da en af gutterne fik revet fingrene af i en stålwire, humoren kunne være ret barsk deroppe! - ”Poul Hinkesten”, opstod på grund af Pouls kraftige brilleglas, - ”Sergentens Hund”, var fordi manden hed Otto og så kom navnet fordi sergentens hund i tegneserien ”Basserne” hedder Otto,  ”Arne Glasøje” var én af cheferne, han havde faktisk glasøje og ”Kiwi” var australier.

Et par sjove oplevelser

Jeg husker engang jeg trådte ind på et værelse for at gøre rent. Indenfor sad en tre-fire gutter i løftet stemning. Oppe på et lille tobenet bord der var fastgjort til væggen stod ”Morfar”, en ordentlig  kleppert på et godt stykke over de 120 kg, og skulle til at springe ned på en stol der stod foran bordet. ”Hva’ fa’en har I gang i?” spurgte jeg måbende.  ”Vi skal ha’ trykprøvet et ur” svarede ”Morfar” oppe fra bordet.  Først da lagde jeg mærke til, at der lå et Seiko-armbåndsur under det ene stoleben.  ”Ja, sagde Morfar, hvis det kan holde til at jeg lander på stolen, så har lortet bestået trykprøven”. Jeg kan ikke huske hvad der skete med uret, men jeg var imponeret over, at gulv og stol holdt til testen. Og jeg afslog også på det bestemteste at få mit eget ur trykprøvet!

- et lille tobenet bord  fastgjort til væggen

Arbejdstider

Arbejdstiden i Maarmorilik var 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, derudover kunne vi vælge, om vi ville arbejde om søndagen også. 
Ansættelseskontrakten var udformet således, at man havde en fire måneders arbejdsperiode og så en måneds ferie hjemme, hvor Greenex betalte rejsen begge veje, samt forplejning undervejs.

I vores bar "Black Angel Bar" havde jeg også mange dejlige timer som bartender, sammen men en herlig gut der hed Tonny. 
Jeg husker især om ham at hans yndlingsudtryk var: "Netop" - med tryk på sidste stavelse, det brugte han ustandselig - undskyld Tonny, men jeg ku' ikke la' vær'.
En af gutterne skar på et tidspunkt et skilt i træ som hang over baren, det havde påskriften: 

Det hændte også at der kom et udflugtsskib forbi. Det skete f.eks. da piloterne ved Grønlandsfly strejkede i 1976, så var den eneste transportvej jo skib.
Så skulle der gøres rent ombord og sengetøjet skulle skiftes og så var vi nogle stykker, som gerne ville tjene de penge, der var i det stykke arbejde.
Der var et par skibe som sejlede på kysten dengang: "Kununguaq" og "Disko". 
Jeg kan ikke huske om "Disko" nåede at anløbe Marmorilik men "Kununguaq" gjorde i hvert fald og det skulle gå stærkt, når skibet skulle gøres rent og sengetøjet skiftes, inden skibet sejlede sydpå mod Sdr. Strømfjord igen.
 

Ind imellem skulle der også gøres hovedrent i administrationen, messen eller andre steder, - ja så var vi nogle stykker som tog fat der, som vi sagde: "Der er kroner i lortet".

Andre arbejdsopgaver:

Derudover kunne der ske det, at der havde været en håndværker et eller andet sted for at reparere noget, det kunne f.eks. være et utæt vandrør og så blev der ringet efter én fra ISS, det var det vi kaldte "et udkald", det gav 4 timers løn uanset hvor lang tid det tog, og det var oftest de letteste penge at tjene.

I det store og hele havde jeg mange arbejdsdage der lå over tyve timer i døgnet. Jeg havde bestemt ikke besvær med at sove, når jeg kom hjem "på min pind", som vi plejede at sige. 

I Minen, elværket og hoisten og enkelte andre steder havde man to-holds drift. Arbejdstiden var også her 10 timer, man havde en måned ”på natten” og en måned ”på dagen” og så var der en hel fridag imellem de to skift.

Personalesammensætning

I Maarmorilik var der flere forskellige nationaliteter:
 
Vi var danskere, de fleste af os var mænd, men vi havde også enkelte piger ansat, både i administration og i service-afdelingen.

Der var svenskere, nordmænd og finner, de havde jo i forvejen et vist kendskab til at arbejde i en mine, da alle tre lande jo har minedrift, og følgelig også en ekspertise Greenex havde brug for. 
Blandt navne jeg lige husker nu er Mario (svensk men af italiensk afstamning), Bosse Johansson, Ernst Pettersson, Maestro Kangas og Stig Spetz - sidstnævnte var chef for minen.
Derudover havde vi en del canadiere, de kom fra et firma der hed "Redpad", et firma der bl.a. havde specialiseret sig i boring af elevatorskakter. 

En overgang havde vi en herlig gut fra det daværende Tjekkoslovakiet også, hans navn var Pjotr Link (efternavnet er jeg ikke 100% sikker på).

Vi havde en enkelt fra Sydafrika, Brian Eyres.

Vi havde også en enkelt australier ansat. Jeg véd ikke om det var hans navn, men vi kaldte ham "Kiwi". 
En sjov lille historie om ham: Han gik altid i korte bukser, sommer og vinter. 
Det må have været en kold omgang, når han kom gående i 30-40 graders kulde i bjergstøvler og korte bukser, men sådan var det bare. Han var der nu også mindre end et år.

 Dertil havde vi en tysker ved navn Bernie, som havde sit eget lille værksted oppe i minen: "Bernies Shop".

Den sidste gruppe var naturligvis grønlænderne. Vi havde mange ansat i Maarmorilik, og jeg har aldrig i mit liv arbejdet sammen med nogen, der i den grad kunne tage fat når det var nødvendigt, utroligt dygtige til deres job var de spilleme også, på mange måder var det i hvert fald mig der var "lærling" i udførelsen af arbejdet. 

Jeg tænker med stor hengivenhed på mange af dem, Markus Sebulonsen, hans makker Andreas, "Nallergakken", en lille ældre fyr med et perlehumør, Ole "Grønlænder" Nielsen og hans bror Jonas Nielsen, Cecilie, Hans samt mange, mange andre.

I starten havde den indfødte del af de ansatte en smule "længere snor" end vi danskere. Eksempelvis havde det i starten ikke den store konsekvens, hvis en grønlænder udeblev fra jobbet af én eller anden årsag, og årsagerne var der:
Når der blev udbetalt løn, så kunne mange af de som kom fra udstederne rundt omkring ikke forstå, hvorfor man skulle stille på et koldt og indelukket sted, som en mine jo er.

Man havde jo penge nok til alle fornødenhederne, mad, tøj, drikkevarer og fremdeles. 
Fra tidernes morgen har de ting jo været de fundamentale behov i Grønland, og det er utvivlsomt en sundere levevis, end den vi andre er flasket op med, hvor vi konstant jager efter alt det nye som kommer frem.

Det samme gjorde sig gældende om efteråret når Moskusjagten satte ind. Jamen så tog man da sydpå for at jage moskusokser, hvorfor i alverden skulle man lade sig indespærre i en mineby som vores, når der var mulighed for at få fyldt maddepoterne op til vinteren.

Det ændrede sig, jeg tror det var i 1976 eller 77, da blev de grønlandske arbejdere blev underlagt samme restriktioner som udsendte dansker - men det blev så pludselig også til samme løn og samme overenskomst.

Det gav lidt udskiftning i medarbejderstaben i begyndelsen, men det hele faldt naturligvis ind i et naturligt leje efterhånden, så vores grønlandske kolleger var akkurat lige så stabile som os andre.

	Endelig havde vi englændere, bl.a. Kevin Wright der var gift med  Gillian-"fru Nielsen" (se under øgenavne). Billedet til venstre viser Henning og Gillian ved solhvervsfesten i foråret 1977, det er taget på en flåde dar var lagt ud i fjorden, billeder af det kan ses på en af de andre sider under knappen "Grønland".
Henning og Gillian "Fru Nielsen" Wright

En af de canadiske gutter, Bob, tog en speciel minehjelm med til mig fra Canada, den hænger såmænd ude i min entré den dag i dag, rengjort og pudset. Det var en type hjelm var ret eftertragtet deroppe, standardhjelmen var jo en almindelig hvid plastikhjelm, den var ikke så interessant. Der var flere af mine kolleger der gerne ville overtage den efter mig, men jeg beholdt den, dels fordi jeg syntes det var et sjovt minde men også fordi jeg ikke ville forfordele nogen af gutterne.

Hjelmen hænger såmænd ude  i min entré den dag i dag

Personalegoder

 Som ansatte hos Greenex havde man flere goder. Man kunne eksempelvis få sine nærmeste pårørende op på besøg i Maarmorilik en gang imellem.
Her betalte Greenex også for rejsen derop, dog måtte de pårørende selv afholde udgifter til forplejningen undervejs, hvilket vel var yderst rimeligt, det var dyrt at rejse til Grønland - også dengang.
 I sommeren 1978 havde  Henning og jeg min far og mor oppe på besøg, senere på året, nærmere betegnet til jul, havde jeg min forlovede på besøg.

En tur med "Jet Rangeren"

Man kunne være heldig at få en lille flyvetur med den faste helikopter - "Jet Rangeren" - vi havde stationeret på pladsen.
Herunder ses en lille billedserie fra en sådan tur op og rundt om Maarmorilik.

NB! Denne billedserie kan du se i større format ved at klikke på de enkelte billeder.

En tur med fritidsbåden

I Maarmorilik havde vi også en motorbåd som kunne lånes til ture på fjorden. Turene i båden kunne være af kortere eller længere varighed.
Herunder er der en serie billeder fra en tur til Uummannaq med båden, det var hyggeligt, men bestemt også en kølig omgang, uanset om det var sommer eller vinter.

Ikke altid koldt

Her er der sat et læsejl op bagved Bunkhouse 7 og der er slæbt nogle madrasser ud, som man kan ligge på, og så ligner det da en dansk sommer.

I modsætning til hvad de fleste tror, så er det ikke altid iskoldt på Grønland, selvom man er 600 km nord for polarcirklen.  Om sommeren kunne der være dejligt lunt - især hvis man sørgede for at have læ der hvor man opholdt sig. Der er naturligvis ikke de sommertemperaturer som vi er forvænt med i Danmark, men der kunne være rigtigt dejligt en solrig sommerdag, især hvis der blev sat et læsejl op, der kunne tage af for den ofte kolde føn-vind som kom ned oppe fra indlandsisen, så kunne man sagtens tage et solbad.

Orden og justits

Fritiden var delt op med behørig hensynstagen til de to skiftehold.

Hver aften kl. 20 startede TV og det samme gentog sig om morgenen, der var det blot kl. 8:00.

Klokken 11:00 både morgen og aften skulle der være ro af hensyn til det skiftehold der lå og sov. 

Der gik regelmæssigt en brandvagt igennem beboelserne, og hvis man var for højrøstet, eller fjernsynet var for højt så blev folk bedt om at skrue ned og dæmpe sig. 
Det hjalp som regel, og hvis det ikke skete, så fik man en advarsel, og hvis det heller ikke hjalp, så var man historie, så røg man hjem med den førstkommende helikopter.

Det samme skete hvis man blev taget i at ryge i sengen, så var der ingen pardon, man røg ud af klappen med det samme.

Det samme gjaldt hvis man kom op at slås. Den der slog røg hjem omgående, og hvis man fik en på skrinet – og slog igen, så var det hjemsendelse med det samme, der var ingen diskussion på det punkt.

De eneste der faktisk måtte bruge magtanvendelse var os bartendere, men da flere af os var små undermålere i forhold til de store svenske og canadiske minearbejdere, så kom den mulighed mig bekendt aldrig i spil.

Det var også hjemsendelsesgrund, hvis man mødte beruset på job. 

Man kunne også godt sove for længe en enkelt gang, det gav første gang en advarsel, men i gentagelsestilfælde, var man også lige pludselig jobsøgende.

Det var barske betingelser synes nogen måske, men personligt fandt jeg at det var i orden, på den måde undgik man, at det ikke udviklede sig til rent anarki, hvor det var de stærkeste og groveste der satte dagsordenen. 


Kommunikation

Det var før mobiltelefonernes tid. Al kommunikation foregik enten pr. radio, telegram eller pr. post.
Hvis man havde et brændende behov for at skulle tale med nogen derhjemme, måtte man ned på telekontoret og bestille en samtale hjemover.
Det var en ret bekostelig affære, det kostede lidt over 100 kr. i minuttet, og den mindste takst man beregnede sig var tre minutter, så det var noget der kunne mærkes på tegnedrengen, til gengæld huskede jeg i hver fald at skrive det ned jeg skulle have sagt, så jeg ikke glemte noget, når jeg kom igennem til Danmark.

Selvom man bestilte samtalen, kunne man bestemt ikke være sikker på at man kom igennem til Danmark. Samtalen skulle via radio til Uummannaq, derfra via radio til Godthåb, derfra via radio til Canada og derfra videre til USA hvor samtalen så gik via atlantkablet til Danmark og videre over det almindelige telefonnet.

Den sikreste måde at kommunikere på var ved hjælp af postvæsenet, d.v.s. pr. brev. Personligt havde jeg en omfattende korrespondance. Ifølge Dennis på postkontoret sendte jeg flere breve end resten af byen tilsammen. Jeg sendte 6-8 breve hver eneste dag året rundt. Jeg har altid haft meget let ved at skrive, så det var ikke noget problem for mig. Faktisk har jeg sendt breve fra Maarmorilik der var så tunge, at jeg måtte sende dem som pakke hjem til Danmark. 40 ark A-4 fylder en hel del, skulle jeg hilse og sige. Jeg var dengang meget forelsket, og min forlovede fik i hvert fald et brev hver eneste dag, men familie, venner og bekendte blev heller ikke snydt for post fra mig.  Jeg ikke alene sendte brevene, men jeg dekorerede også kuverterne med diverse udklip, så det har sikkert sommetider været morsomt at være postbud, især i Vejle hvor min kæreste boede.  Det morsomme ved det var at adskillige år efter jeg var kommet hjem, fik jeg betaling af en frimærkehandler for alle de tomme kuverter, jeg fik faktisk lige så meget for dem, som jeg havde betalt i porto i sin tid.

Et par eksempler på mine kuverter til min  kæreste

Vi blev iøvrigt gift og havde 22 dejlige år sammen, indtil vi blev separeret i 2003 men vi er da stadig de fineste venner og jeg holder stadig meget af hende.

Skifter til Greenex

Da vi nærmede os december 1976 mistede ISS koncessionen igen. 
Det undrede bestemt ikke mig. Jeg har i hvert fald sjældent været ansat et sted, hvor ledelsen af det hele var så dårlig, det må jeg erkende. 
Vores chef lavede en liste, hvor folk der ville søge til hovedfirmaet Greenex kunne skrive sig på, så ville han snakke med personalekontoret om det.

Jeg skrev mig ikke på listen, men gik selv til Greenex og søgte. 

Da jeg blev spurgt hvorfor jeg ikke stod på listen fra ISS, svarede jeg, ærligt som det var, at hvis jeg kun kunne komme i betragtning hvis ISS skulle søge for mig, så kunne det være lige meget, jeg vidste hvad jeg selv stod for.

Det pudsige resultat blev at jeg, så vidt jeg husker, var den eneste af ”svaneungerne” der fik lov til at blive.

Jeg havde været deroppe siden starten af januar, kun afbrudt af fire dage i april da jeg var hjemme og blive separeret, så jeg fik en kort ferie fra 1. december og var tilbage igen og startede som minearbejder (trammer) d. 15. december. 

Da jeg kom tilbage, skulle jeg have forskellige kurser sideløbende med jobbet i minen.

Kursus

Først og fremmest skulle jeg lære udvidet førstehjælp, jeg havde flere førstehjælpskurser hjemmefra, så det var blot en genopfriskning af det jeg allerede kunne.

Nyt var det derimod, at jeg skulle lære at håndtere sprængstof og have certifikat til de forskellige typer: Dynamit, Gurit, Amex, B-line, Fuser og hvad det nu ellers hedder.  Det var vældig interessant, men man havde bestemt også stor respekt for det – og det har jeg da stadig i dag.

Det paradoksale er, trods respekten, at det ca. halvandet år senere var en sprængningsulykke, der var skyld i at jeg måtte tage hjem på et såkaldt ”medical” og aldrig siden kom derop igen. 

Minen

Det kunne ske at man oppe i minen havde smidt for store stykker i shuten så de ikke kunne komme igennem, så måtte vi i gang med at sprænge stykket itu, så det kunne komme igennem shuten. Manden oppe på shuten gav signal til togføreren med sin pandelampe når han skulle køre frem eller tilbage, standse eller køre ud og tømme vognene. Signalet med pandelampen var: Op og ned (nikke) kør fremad, - sidelæns (ryste på hovedet) stop, - cirkelbevægelse (rundt) kom nærmere. Når alle vognene var fyldt, kørte man ud til oredumpen (ore=malm) og læssede af.  Det var ned på en kæmperist, nogle af malmstykkerne var for store, men så sad der én og hakkede dem i mindre stykker med en slags trykluftbor (stenpikkeren), så de kunne komme igennem risten, ned til knuserværket, hvor det hele yderligere blev knust til små stykker, og derefter kørt med malmbanen ned til møllen.

Jeg gør klar til en sprængning i en shute, dynamit i venstre hånd, B-line (sprængsnor) under armen og i højre hånd har jeg en 3-minutters fuse (Lunte)

Der var naturligvis elektricitet overalt. Luft blev blæst rundt i minen af kæmpestore ventilatorer og sendt ind i bunden af minen gennem store gule plastik-tubes der hang overalt, de var omkring en halv meter i diameter, så der var altid en iskold vind udad mod minens indgang uanset hvor vi befandt os deroppe. 
Derfor var vi klædt godt på med store mine-sikkerhedsstøvler, Helly-Hansen thermotøj og kraftige kedeldragter, og os på 600-meteren brugte også ofte tykke parcacoats for at holde os varme. 

Lidt grønlandske gloser lærte vi da også hen ad vejen, de fire jeg personligt først fik lært var nok: Suu = ja  *  namik = nej  *  imera = måske  *  ajungilak = godt eller i orden * samt et par som ikke er helt stuerene usuk f.eks. = ingen oversættelse! Jeg står ikke inde for stavemåden, det er rent lydsprog.

I vores kaffepauser fik vi læst "Grønlandsposten" = "Sermitsiaq" eller som vi lidt respektløst kaldte bladet: "Kamikposten" til daglig, den lå bl.a. i lunchrummene i minen, så var man lidt orienteret om hvad der foregik andre steder på Grønland end lige hos os i Maarmorilik, som jo bestemt ikke var kendetegnende for det almindelige liv på Grønland.


Sjovt skilt

 I Lunchrummet på 600-niveau hang et skilt med følgende tekst:

             
Når arbejdsdagen var forbi

Når dagens arbejde var overstået, havde vi en lille metalbrik med vores arbejdsnummer (mit var1394).  Brikken blev flyttet fra en stor træplade med påskriften: ”I minen” til en anden ”Ude af minen”.  Det var fordi der altid blev sprunget i slutningen af et arbejdsskift og man skulle være sikre på, at alle var ude af minen, før der blev sprunget.  Man brugte nu ikke udtrykket "at sprænge" men "at skyde". Så blev vores pandelygter med tilhørende batteri hængt til opladning, efter at vi havde sikret os at der var vand på batteriet, det var vigtigt at sikre os at dét var i orden, livet kunne afhænge af om der var strøm på batteriet.

Når arbejdsdagen var forbi blev pandelamperne sat til opladning

Jeg arbejdede i minen et par år, derefter kom jeg til at arbejde i hoisten, altså svævebanen. 
Vi havde også et dejligt team, hvor vi havde mange gode timer; lige nu kan jeg huske Wildfred, Gerner; Hans, Otto, George, og Niels.

Det vigtigste arbejde var naturligvis at få folk kørt op og ned fra minen, men der var også mange andre sjove arbejdsopgaver med at køre forskellige materialer op i minen, alt skulle jo igennem os nede på jorden. 

Et par facts om brydningen af malm i Maarmorilik

I de sytten år (fra 1973 til 1990) minen fungerede , blev der brudt i alt 11.3 millioner tons malm.
Malmen indeholdt pr. ton:
                                                  12,3% zink
                                                    4,0% bly
                                                  29,0 gram sølv

Marmorilik var i årene 1936 til 1940 et aktivt marmorbrud, der var på pladsen en hel lille by og Hans Jacobi som var handelsbestyrer på stedet i disse år, har en klar erindring om hvordan det var at være på stedet dengang.

I 1966 blev der foretaget prøvebrydning igen på stedet og Hans Jacobis beretning om dette gensyn med Marmorilik, kan forhåbentlig snart læses ved at klikke herunder, beretningen er lagt ud på nettet af "Det Grønlandske Selskab", jeg har spurgt om tilladelse til at gengive den her på siden og hvis jeg får den, vil den kunne læses her.

Beklagelig vis, har jeg forgæves skrevet til "Det Grønlandske Selskab" flere gange, første gang d. 3/2-07, men man har ikke engang gidet svare på mine mails, om det skyldes at man er useriøse er svært at sige men det er i hvert fald uhøfligt efter min mening.
Desværre kan jeg ikke skrive til Hans Jacobi selv for at få tilladelsen, idet jeg har fået oplyst at han desværre er afgået ved døden.

Man kan dog heldigvis hente artiklen i PDF-format ved at bruge linket herunder, det kræver ingen tilladelse.

Slutbemærkning

Jeg tænker da ofte med vemod på de år i Maarmorilik og jeg ville da forfærdelig gerne se stedet igen som det ser ud nu men det er nok en tanke som aldrig bliver ført ud i livet - alene p.g.a. min økonomi, det er i hvert fald ikke muligt som efterlønner, men måske man vinder i Lotto en dags tid.

Det har i hvert fald været mit livs mest fantastiske oplevelse, og jeg tænker med glæde på alle de dejlige mennesker jeg lærte at kende, og takker i mit stille sind for de mange oplevelser jeg havde dengang.